Igennem de mere end 50 år, jeg har syet korssting, er jeg flere gange stødt på det, jeg kalder stofsnobberi.
Nogle — og her mener jeg virkelig kun nogle — mener seriøst, at det er “finere” at sy på hørlærred, og at aida kun er for begyndere.
Det synes jeg ærligt talt er en ret arrogant holdning.
Korssting skal være hyggeligt, afslappende og rart at sidde med. Hvis man konstant skal kæmpe med at tælle tråde på et stykke fint hørlærred, så kan lysten hurtigt forsvinde. Man skal sy på det stof, der giver én glæde og gør hobbyen sjov.
Der findes ikke en “finere” stoftype end andre — bortset fra at nogle naturligvis er vævet tættere end andre. Resten handler om personlig smag.
Min erfaring er også, at stofsnobberi ofte hænger sammen med alle de andre “regler”, man nogle gange møder i hobbyen. For eksempel idéen om, at bagsiden absolut skal være perfekt fra dag ét.
Det synes jeg heller ikke giver mening.
Det med bagsiden kommer ofte helt af sig selv med erfaringen. Mine egne bagsider var bestemt ikke pæne i mange år — og det var egentlig heller ikke vigtigt for mig dengang. Man så jo kun forsiden.
Efterhånden fandt jeg dog ud af, at der faktisk kan være praktiske fordele ved at tænke lidt over bagsiden. For eksempel er et broderi meget nemmere at montere i ramme, hvis det ikke buler på grund af store knuder.
Det sparer også tråd, og i meget konfettitunge projekter bliver det langt lettere at få nålen igennem stoffet, hvis man ikke samtidig kæmper mod noget, der minder om et helt rya-tæppe af løse tråde på bagsiden.
Men det er noget, der udvikler sig med tiden. Ikke noget, man behøver kunne perfekt fra starten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar